Feriehusene på Læsø
Der er dynetæpper og hovedpuder til det antal sengepladser, der er nævnt i katalogmaterialet, men medbring selv dyne- og pudebetræk. Medbring selv ting, som karklude og viskestykker, opvaskemiddel og eventuelt et universal rengøringsmiddel. Skal der bruges bestemte rengøringsprodukter i huset til f.eks. gulvvask af naturgulve og lign. vil produktet forefindes i feriehuset.
Det er en god ide at medbringe strandtæpper. Læsø er jo "Solskinsøen i Kattegat", men skulle det stik imod al forventning blive "Dansk sommer", så forøger et sæt regntøj chancen for alligevel at få nogle gode oplevelser trods vejrforandringer. En lun sweater til aftenskumringen på terrassen er også med til at forlænge den gode dag.
Foruden lejepriserne på de enkelte huse skal der, såfremt intet andet er angivet, påregnes en udgift for el pr. kW.
Forbruget afregnes hos Team Læsø på afrejsedagen. Der kan evt. benyttes Mobilepay 370626.
Sengelinnedpakker incl. lagen og 2 håndklæder kan bestilles og lejes hos Team Læsø.
Der er også mulighed for at leje barneseng, barnestol og barnevogn.
Ved medbragte husdyr må der ligeledes påregnes et gebyr.
(Obs: Husdyr må Ikke efterlades alene i huset, og de må aldrig befinde sig i møbler og senge).
Gebyr for eftersending af glemt tøj m.m. kr. 150,-+ porto.
Rengøring
Hvis I selv vælger at rengøre jeres feriehus, er her et par retningslinjer:
Der tørres støv af på pynteting borde osv. Der støvsuges overalt og vaskes gulve. Vinduerne pudses indvendigt for børnefingre og hundesnuder mv. Alle senge tjekkes og støvsuges, og dynerne rystes og lægges pænt på sengene. Badeværelse, toilet og køkken rengøres grundigt, og køleskabet og ovn vaskes af. Der fejes på terrasserne udvendig for sten, strandskaller og lignende. Med andre ord - Efterlad huset i samme stand, som I ønsker at modtage det. Uanset om lejer selv gør rent eller bestiller Team Læsø til dette, skal husets grill rengøres af lejer. Team Læsø forbeholder sig retten til at sende en regning for rengøring af grill, såfremt dette ikke er i orden v. afrejse.
Hvis I ikke selv ønsker at rengøre feriehuset, kan I tilkøbe slutrengøring gennem Team Læsøs hjemmeside. Slutrengøring skal altid tilvælges samtidigt med booking af det ønskede sommerhus.
Priser på rengøring er sat efter husenes størrelse og faciliteter og varierer mellem kr. 800,- og kr. 1250,-
Sådan efterlader du huset ved betalt rengøring:
Feriehuset efterlades i opryddet stand.
Køleskab tømmes for madvarer.
Hvis husets grill har været brugt, skal denne rengøres.
Toiletkumme rengøres.
Alt affald fjernes, dvs. alle affaldsspande i køkken og badeværelse tømmes.
Renovation
Der er indført affaldssortering på Læsø. Der afhentes madaffald/restaffald på lige uger og plast/metal/papir/pap på ulige uger.
Det er meget vigtigt at affaldet sorteres korrekt. Glas, flasker og stort pap skal man selv aflevere i containerne, der er opstillet på genbrugspladsen.